Melsted Badehotel til næste sæson

Forkælelse i vandkanten på Melsted Badehotel…

Melsted Badehotel har skiftet ejere fra næste sæson og vi vil som de nye ejere gøre alt, hvad vi kan for at løfte stedets fantastiske arv.

Vi har lang erfaring med luksusrejse segmentet og hoteldrift, og har drevet rejsebureau og hotel i både Danmark og Sydafrika gennem mange år, herunder bl.a. Nyati Safari Lodge. Fælles for Nyati Safari Lodge og Melsted Badehotel er den gennemgående skandinaviske kvalitet, hvor natur, feriebolig, gastronomi, aktiviteter og serviceniveau hænger sammen og skaber en helhedsoplevelse som kunderne kommer tilbage efter igen og igen.

Vi håber på den baggrund, at kunne videreudvikle Melsted Badehotel med målsætningen om at skabe Bornholms bedste badehotel. Med afsæt i badehotellets allerede høje standard og udseende, bliver de indvendige rammer forud for sæsonen 2022 renoveret i klassisk badehotelstil med respekt for hotellets grundlæggende DNA og tidsånd. Vi har allieret os med en af tidens bedste indretningsarkitekter Josephine Malling, som har lagt en designlinje i smuk balance mellem det klassiske badehotel og den nordiske minimalisme kendetegnende for badehotellets oprindelseår i 30’erne.

Vi ønsker at skabe et lokalforankret badehotel med udgangspunkt i stedets naturlige omgivelser, historie og nærmiljø i og omkring Gudhjem. Derfor er værtsskabet på stedet afgørende og en rolle, vi tager meget alvorligt. Vores gæster skal kunne føle sig hjemme hos os, opleve Bornholm fra sin bedste side og forhåbentlig få lyst til at komme igen. Vi har været så heldige at finde vores nye hotelchef på Bornholm, Ajaja Kofoed-Nørgaard, hvis hjerte brænder lige så stærkt som vores for Melsted Badehotel. Hun er født og opvokset på Bornholm og har lang erfaring i servicefaget. Hun vil sætte den største ære i at opretholde det høje serviceniveau, som gæster på Melsted Badehotel forventer og hendes fornemste opgave bliver at forkæle alle jer, der har lyst til at besøge Melsted Badehotel i fremover.

Eline Halborg-Bendtsen

Åben for booking

Indtil det er os, der sidder i receptionen og fysisk kan tage imod jeres reservationer, når I tjekker ud, håber vi I vil bære over med, at vi kun kan være tilstede online og på telefonen.

Derfor har vi også åbnet op for at reservere online, så I ikke behøver at vente til vores formelle overtagelse til oktober i år.