På Restaurant Melsted Badehotel går velsmag, service og atmosfære op i en højere enhed. Restauranten ligger et par skridt fra vandkanten i gåafstand til Gudhjem. Her kan du opleve klassisk kvalitetshåndværk tilberedt af sæsonens lokale råvarer. Restauranten er indrettet i lyse nordiske nuancer med elegante referencer til badehotellets oprindelsesperiode i 30’erne.

VELSMAG I
VANDKANTEN

På Restaurant Melsted Badehotel kan du tilfredsstille dine sanser med ærlig og velsmagende mad. Køkkenet tager afsæt i det righoldige bornholmske spisekammer efter klassiske nordisk-franske traditioner. Til frokost kan du nyde vores nytænkte smørrebrød og et udvalg af dagens tavleretter. Om aftenen kan du vælge à la carte eller en af menuerne; Vandkantsmenuen, Signaturmenuen eller Hotelmenuen. Vandkantsmenuen tager udgangspunkt i sæsonens lokale råvarer. Troels og Daniel har tryllet med det bedste fra Danmark og de europæiske markeder til vores Signaturmenu. Og bor du på badehotellet kan du også vælge vores tre-retters hotelmenu, der skifter dagligt og efter sæsonen. Lad os endeligt vide, hvis du har særlige ønsker på forhånd, så kan det meste lade sig gøre.

Morgenbuffeten varierer også dagligt med frisk frugt, bær, lokale specialiteter, hjemmelavet bagværk og små varme retter.

Åbningstider: Morgen: kl. 8-10, Frokost: kl. 12-14.30, Aften: kl. 18-21

Badehotel & Restaurant holder åbent alle dage fra påske til og med efterårsferien uge 42. Herefter alle weekender frem til jul.

Ren Forkælelse

Madoplevelsen er en vigtig del af opholdet på Melsted Badehotel. Vi er derfor begejstrede for, at vi har kunnet samle et erfarent team til at drive restauranten med Troels Madsen og Daniel Kruse i spidsen.

Troels og Daniel er kendt fra både Det Røde Pakhus, Molen og tidl. Christianshøjkroen her på øen og har begge årelang erfaring indenfor det højgastronomiske køkken. Deres indgående kendskab til det bornholmske spisekammer kommer til udtryk i spændende menuer og tavleretter, der varierer dagligt og efter sæsonen.

Det vigtigste for Troels, Daniel og deres team er at levere den helstøbte gode oplevelse, hvor god mad, vin, service og afslappet stemning går op i en højere enhed, så både hotelgæster og lokale føler sig velkomne.

Velkommen til Restaurant Melsted Badehotel