Badehotellets
historie

3

2021

I efteråret 2021 overtager familien Halborg-Bendtsen Melsted Badehotel med en vision om at skabe et lokalforankret og traditionsrigt badehotel med udgangspunkt i stedets naturlige omgivelser, historie og nærmiljø i og omkring Gudhjem.

På den baggrund indføres lokalt værtsskab med ny hotelchef fra Bornholm, Ajaja Kofoed-Nørgaard, og de fysiske rammer på Melsted Badehotel viderudvikles i den klassiske badehotelstil med respekt for hotellets grundlæggende DNA og tidsånd. En af tidens bedste indretningsarkitekter Josephine Malling tegner badehotellets fornyede designlinje, som balancerer smukt mellem det klassiske badehotel og den nordiske minimalisme kendetegnende for badehotellets oprindelsesår i 30’erne.

2018

Den bornholmske erhvervsmand Michael Almeborg køber Melsted badehotel og gennemfører en række renoveringsprojekter, som giver de udvendige rammer et løft. Bl.a. får badehotellet nye terrasser, nye tage på tre af bygningerne, samt nye vinduer og døre i restauranten i hovedbygningen.

Ægteparret Steen Berthelsen og Camilla Faaborg-Andersen forpagter badehotellet og driver det videre efter konceptet “stille luksus” fra de tidligere år i en hyggelig og uformel atmosfære. Steen Berthelsen lykkes med sine mere end 40 års erfaring i restaurationsbranchen at løfte de kulinariske oplevelser i restauranten til nye højder.

2000

Familien Hjorth Madsen køber Melsted badehotel og Lise Hjort Madsen lægger oceaner af energi og kræfter i stedet igennem de næste 18 år. Hun har en drøm om at lave et lille lækkert hotel og fik ideen til sit nye livsværk, da hun boede i det sydlige England og forelskede sig i de fine små badehoteller på den engelske sydkyst. Hun igangsætter en indvendig renovering og modernisering af hotellet i bedste New England-stil med smukke klassiske tekstiler, fine små franske lamper, luksussenge og romantiske antikviteter.

Hun lægger fundamentet til det idylliske og fredfyldte Melsted Badehotel, vi kender i dag med sit brændende ønske om at værne om den fred og ro, man oplever her i vandkanten. Hun kaldte hotellet “Det lille hotel med en stemme fuld af omsorg.

Melsted Badehotel får også et gevaldigt kulinarisk løft og Lise Hjort Madsen er herigennem med til at styrke madkulturen på Bornholm. Hun får for alvor sat Melsted Badehotel på det gastronomiske landkort igennem et samarbejde med Erwin Lauterbach og to af hans Saison-kokke, Frederik Bille Brahe og Peter Nøhr Christensen. Erwin Lauterbach bliver af mange betragtet som noget af en troldmand i et køkken, og som kokken, der startede den bølge af gastronomisk udvikling, der i dag er endt med restauranter som NOMA og verdensberømmede danske kokke.

1995

Gudhjem-restauratøren Erik Noe overtager Melsted badehotel og iværksætter hotellets første gennemgribende udvendige renovering med de karakteristiske hvide bygninger, blå vinduer og åbne grønne områder og lægger dermed grundstenene til det badehotel, vi kender i dag. Badehotellet blomstrer op bliver meget populært både blandt lokale bornholmere og turister på øen.

Efter hans pludselige død i år 2000 får badehotellet nye ejere.

1932 – 1995

Klara Christensen var en pionererne inden for turismen på Bornholm. Hun sprang tidligt med på det bedre borgerskabs nyeste trend: at holde sommerferie. Ganske enkelt ved at leje værelserne ud i sit hus til sommergæster. Hun drev det hele selv og i 1935 byggede Klara en helt ny og funklende bygning ved siden af det gamle hus. Pension Ellebæk kaldtes stedet og den funkis inspirerede bygning er i dag Melsted Badehotel. Også dengang var det kridhvidt.

I 1949 blev hotellet solgt, og lever en ret ubemærket tilværelse med forskellige ejere, herunder, Harry Hammer, der var vært på stedet en snes år – og i øvrigt en tid formand for Gudhjem og Omegns Turistforening, Aksel Hansen frem til 1983 og Lillian og Benny Henriksen frem til 1995.